Norsk variant (på dansk)

En norsk variant, lidt mere gumpetung og herrefolkspræget.

Der var engang en færgemand der var så tunghør at han hverken kunne høre eller begribe hvad man sagde til ham. Han havde en kone og to sønner og en datter, men de brød sig ikke spor om ham og levede lystigt så længe der var noget at leve af, og derefter tog de over og boede på kredit hos gæstgiveren og holdt fest og lavede ballede hver dag.

Da ingen længere ville betale for dem, skulle lensmanden komme og pante for det de havde lånt og ødet bort, men konen og børnene rejset til hendes slægtninge og lod den tunghøre mand blive alene tilbage for at tage imod lensmanden og hans dreng.

Manden stavrede nu omkring og syslede med det ene og med det andet, mens han spekulerede på hvad lensmanden ville spørge om når han kom, og hvad han selv skulle svare.

»Jeg må have et eller andet at sidde og skære i,« tænkte manden ved sig selv, »så spørger han om det. Jeg tror jeg tager en træstok og snitter i. Når han så spørger, havd det skal være, siger jeg: Økseskaft. Og når han så spørger om hvor langt det skal være, siger jeg: Helt op under kvisten. Når han så spørger mig om hvor båden er henne, siger jeg: Hun ligger nede på stranden og er sprukken i begge ender, jeg skulle netop til at tjære hende. Og når han spørger om hvor min grå hoppe er, siger jeg: Hun står ovre i stalden og foler. Når han så spørger om hvor alt mit kvæg er henne her i sommer, siger jeg: Det er ikke langt væk. Når du kommer op over bakken, får du straks øje på det.« Det syntes manden var en god og fornuftig snak.

Efter en stund kom lensmanden. Hans dreng var gået den anden vej rundt om gæstgiveriet; der sad han endnu og drak. »Goddag mand« sagde lensmanden.

»Økseskaft« sagde manden.

»Jaså...« sagde lensmanden. »Hvor ligger gæstgiveriet henne?«

»Oppe under kvisten« sagde manden og pegede med træstokken.

Lensmanden rystede på hovedet og gloede på ham.

»Din kone, min gode mand, hvor er hun?«

»Hun ligger nede på stranden og er sprukken i begge ender, jeg skulle netop til at at tjære hende«

»Hvor er din datter?« ville lensmanden nu vide.

»Åh, hun står over i stalden og foler,« sagde manden og syntes at han svarede godt for sig.

»Åh, gå ad helvede til, din tosse!« sagde lensmanden.

»Ja, der er heller ikke så langt. Når du kommer op over bakken, får du straks øje på det,« sagde manden.

Taget fra: Asbjørnsen og Moe: Eventyr, Nyt Nordisk Forlag 1987. På dansk ved Lisbeth Jensen.